Tips til en god start på skoleåret

Læs Skolestyrkens 4 råd til, hvordan I skaber en tryg overgang fra ferieliv til skoleår.

Starten på det nye skoleår er for mange elever fyldt med spænding, men overgangen fra ferie til skolelivet kan også være sårbar.

Fællesskaber og relationer skal etableres eller genetableres, og hverdagen skal fyldes ud af nye rutiner og relationer – og derfor kan skoleårets start føles utryg.

Vi ved, at et utrygt rum kan lægge kimen til eksklusioner, fastlåste hierarkier og mobning, og derfor er det vigtigt at arbejde målrettet og systematisk med en god start.

Vi har samlet Skolestyrkens 4 gode råd til, hvordan I kan arbejde med, at skoleårets start – og andre overgange – bliver tryg for både elever og voksne.

  1. Formulér fælles standarder
    Når I har defineret fælles standarder for den gode start på tværs af klasser og årgange, så har I et godt udgangspunkt for at etablere gode rammer for elevernes skoleliv – og for opstarten på det nye skoleår.
  2. Vær opmærksom på det ”sociale vakuum”
    Opstarten vil være præget af socialt vakuum. Altså en periode, hvor det sociale fællesskab ikke er faldet på plads efter ferien, og der er usikkerhed om roller, rammer, rutiner og relationer. Her skal I som voksne være ekstra tydelige i jeres klasseledelse
  3. Brug klasseledelse
    En god start er klasseledelse i et afgrænset tidsrum. Klasseledelse er at rammesætte og skabe betingelser for læring, relationer og adfærd fx i kraft af jeres valg af metoder, tilgange og sprogbrug.
  4. Fokuser på at skabe trygge frikvarterer 
    I frikvarteret skaber eleverne relationer og venskaber, men der opstår også konflikter og ensomhed. Der er elever, der oplever frikvarteret som et utrygt rum, og det skal derfor tages alvorligt.

Allerede en del af Skolestyrken?

Du kan få mere viden og inspiration til gode overgange i forberedelsesmodulet “En god start” (kræver login)