06. maj 2024

Digital mobning – hvad er det egentlig?

Ny film fra Alliancen mod mobning skal give forældre og lærere indsigt i, hvad digital mobning er, og hvad de skal være opmærksomme på. Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet, der udgør Alliancen, ønsker med filmen at bidrage til at bekæmpe den stigende online-mobning.  

Børn og unges liv udfolder sig i stort omfang på digitale platforme. De deler interesser og inspirerer hinanden og holder hinanden opdaterede på, hvordan de har det, og hvad de laver.

Men det betyder også, at mobning i stigende grad er flyttet fra det fysiske rum til det digitale. Og her foregår det mere skjult for forældre, lærere og andre voksne omkring børnene. Samtidig kan det være vanskelige at forstå, hvad der foregår, når man som voksen ikke selv har det samme kendskab til de platforme, børnene interagerer på.

Derfor har Alliancen mod mobning udviklet en explainer-video, der forklarer, hvad digital mobning er, og hvad man som voksen skal være opmærksom på. Se den herunder.

”For første gang i mange år kan vi se, at mobning blandt børn igen er i vækst. Og vi ved, at mobningen ofte udspiller sig på digitale platforme. Digital mobning udmærker sig ved at kunne blive meget mere omfattende og tage til i styrke på en måde, der ikke skete tidligere. Samtidig kan mobningen foregå alle tider af døgnet. Man har aldrig pause.  Derfor er det så vigtigt, at voksne omkring børnene får indsigt i, hvordan mobning udspiller sig digitalt – så de kan se tegnene og gribe ind”.

Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.