02. jun 2025

Trivselsmåling 2025: I hver skoleklasse er der et barn, der ofte bliver mobbet

Årets trivselsmålinger er landet, og de viser, at et barn i hver skoleklasse det seneste år har oplevet mobning. Selvom der ikke er sket en stigning fra 2024, er det stadig alt for mange, og tallet er markant højere end for bare fem år siden. Skolestyrken tilbyder værktøjer til en gennemgribende indsats, der kan hæve trivslen på hele skolen.

13,2 procent af børn i 4.-9. klasse har svaret, at de er blevet mobbet det seneste år. Heraf har fem procent svaret, at de ’meget tit’ eller ’tit’ har oplevet at blive mobbet. Det svarer til, at der i en klasse med 20 børn er én, der ofte bliver mobbet.

Resultat er ikke en overraskelse. ”Desværre regnede jeg ikke med, at tallet var faldet. Det kan være svært at forklare, hvorfor antallet af børn, der oplever mobning generelt er steget de seneste år. Mulige forklaringer blandt flere er, at der er pressede fællesskaber allevegne og snævre normer for, hvordan man passer ind,” siger Naja Kinch Sohn, der er seniorrådgiver i Red Barnet og konsulent i Skolestyrken.

Man kan ikke sætte plaster på mobning
Hun er sammen med andre konsulenter ofte ude på skoler, hvor de arbejder med trivsel og håndtering af mobning. Værktøjerne er udviklet med udgangspunkt i, at man ikke bare kan løse udfordringerne, når mobningen opstår. Man er nødt til at tage det lange seje træk.

”Det er vigtigt, at man har konstant fokus på at forebygge mobning, og at skolerne har faste procedurer for, hvad de gør, når den opstår. Det er samtidigt virkelig vigtigt at undersøge, hvorfor mobningen opstår. Det handler tit om utryghed i et fællesskab, hvor børnene for eksempel kan være usikre på, om de andre kan lide dem,” siger hun og forklarer, hvordan hun definerer mobning:

”Mobning er en overlevelsesstrategi, når man er bange for ikke at høre til i et fællesskab. Nogle børn trækker sig, fordi de er nervøse for, hvad der sker, hvis de prøver at få en plads i fællesskabet. Andre børn prøver at bestemme, hvad fællesskabet skal handle om, og hvem der må være med i det for at sikre sig selv en plads.”

Om Skolestyrken

Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet har siden 2016 stået sammen i Alliancen mod mobning.

Alliancens står bag Skolestyrken, som er et gennemtestet og helhedsorienteret antimobbe- og trivselsprogram.

Få nyheder fra Skolestyrken

Vi er i gang med at implementere Skolestyrken landet over. Vi glæder os til at fortælle om resultaterne og til at inspirere jer til at være med.

Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og bliv klogere på Skolestyrken.

Du kan altid afmelde dig igen.