15. mar 2023

Elever på Skolestyrken-Skole tager medindflydelse til nye højder

Måden vi taler til hinanden på, er det vigtigste sted at starte for at styrke trivslen. Det var elevrådet på Skave Skole i Holstebro helt overbeviste om. De tog sagen i egen hånd med en stor trivselsaktion for bedre sprogbrug.   

I forbindelse med et Skolestyrken-forløb blev eleverne på Skave Skole bedt om at forholde sig til, hvilket fokusområde ud af fem forskellige, der var vigtigst for dem. Og det satte gang i et engagement, der fik elevrådets kontaktlærer, Mirjam Løbner, til at spærre øjnene op.

”Elevrådet var på for fuld skrue, og de var meget klare i spyttet. Det her med sproget, oplevede de lå til grund for alt det andet,” fortæller hun.

Satte gang i stor trivselsaktion

Elevernes medindflydelse bliver vægtet højt i Skolestyrken, hvor eleverne indgår som aktive aktører i skolens trivselsarbejde. En del af arbejdet med programmet består derfor også i at udvikle elevernes kompetencer til at handle og forandre forhold, der kan påvirke deres trivsel.

På Skave Skole mundede det ud i en decideret aktion: Elevrådet besluttede sig for at lave en Tal-pænt-dag for alle elever fra 0.-7. klasse. 

”Det var en kæmpe opgave, de kastede sig ud i, men elevrådet tog virkelig teten på den. Det var meget imponerende. Eleverne er blevet meget bevidste om, at det giver mening at tage en del af ansvaret,” siger Mirjam Løbner.

Det er blevet okay at sige fra

Alle elever blev i løbet af dagen involveret i elevoplæg, gruppearbejde og filmproduktion i klasserne.

”Det gør en stor forskel, når det er eleverne selv, der står for det. Det er meget mere i øjenhøjde, end når vi voksne siger, at der er noget, de skal lave om på,” fortæller hun.

Medindflydelse har både en faglig og en social effekt. Og så får det eleverne til at føle sig engagerede og taget alvorligt som en aktiv del af skolens læringsmiljø. Det er noget, de har kunne mærke på skolen i Holstebro.   

”Vi kan mærke, at det er blevet mere okay at sige fra. Og eleverne er kommet frem til, at det er dem, der er mest pressede, som også snakker værst. Det betyder noget, at de selv er kommet frem til den konklusion. Det tager de meget alvorligt,” siger Mirjam Løbner.

Rank ryg hos et stolt elevråd

På Skave Skole ser Mirjam Løbner elever, der med ejerskabet over projektet er blomstret på helt ny vis.

”Det er vildt at se, hvor meget det her projekt har fået eleverne til at rette ryggen, og hvor stolte de er. Nogle af eleverne har bare rykket på en måde, hvor jeg har tænkt, ’hvad er der lige sket her?’. De har virkelig vist organisatorisk skarphed,” fortæller Mirjam Løbner.

Og det var da også med våde øjne, at elevrådet modtog en film med ros fra én af de Skolestyrken-konsulenter, der har været tilknyttet skolen.

”De blev simpelthen så stolte, at de var ved at græde. Lige nu svæver vi alle højt på det her.” 

Vil du høre mere om Skolestyrken?

Kontakt os, og få en snak om, hvad Skolestyrken kan gøre for jer.

Allerede en del af Skolestyrken?

Log ind ,og læs meget mere om arbejdet med elevernes stemme.