En fælles ramme for trivselsarbejdet på jeres skole
Med et Skolestyrken-forløb får I et skræddersyet skoletrivselsprogram, der både fremmer elevernes trivsel, skaber trygge fællesskaber og håndterer og forebygger mobning på hele skolen. Skolestyrken tager udgangspunkt i jeres skole og hjælper jer til at arbejde systematisk med trivsel. For når eleverne trives, styrker det deres personlige og sociale udvikling og deres faglige udbytte.
Skolestyrken er baseret på international forskning og erfaringer fra Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnets mangeårige erfaringer med at skabe trygge fællesskaber blandt børn og unge. Programmet er udviklet og evalueret grundigt og viser både positiv effekt på elevernes sociale trivsel og personalets viden om og håndtering af mobning. Derfor er Skolestyrken også en vej til at opkvalificere personalet og ikke mindst udvikle jeres skole.
Skolestyrken tager udgangspunkt i jeres skoles nuværende trivselsarbejde og alt det, I allerede gør for eleverne og deres fællesskaber. Målet er at arbejde målrettet og systematisk for at skabe sammenhæng mellem skolens overordnede strategi og organisering, medarbejdernes kompetencer og den pædagogiske praksis.
Som en del af et Skolestyrken-forløb får I også adgang til metoder og materialer, som I kan bruge både til at forebygge og håndtere mobning.
Skolestyrken er baseret på det fællesskabsorienterede mobbesyn – også kaldet det nye mobbesyn. Her er mobning og trivsel to sider af samme sag og kan ikke løses ved kun at fokusere på mobbere og mobbede. Det kræver en indsats for at styrke fællesskabet i hele klassen og på hele skolen. Læs mere om vores pædagogiske grundlag her.
Skolestyrken er et samarbejde mellem Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet.
Skolestyrken er løbende evalueret og udviklet for at passe bedst muligt ind i jeres hverdag på skolerne og for at opnå de bedste resultater for elevernes trivsel og forebyggelsen af mobning. Den seneste evaluering er fra 2025 og foretaget af Rambøll. Den viser blandt andet:
At elever på skoler med Skolestyrken oplever signifikant bedre social trivsel sammenlignet med elever på skoler, der ikke har benyttet sig af Skolestyrken. Udviklingen ses allerede et år efter, at skolens personale er begyndt at arbejde med programmet, og findes både i indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen. Evalueringen tager afsæt i de nationale trivselsmålinger.
At Skolestyrken har en positiv virkning på det pædagogiske personales trivselsarbejde. Skolestyrken styrker fx viden om mobning og trivsel, indeholder redskaber til at arbejde med problematikken og skaber en fælles forståelse for udfordringerne på skolen. Resultaterne er baseret på før- og eftermålinger blandt skolernes personale.
Vi undersøger skolens trivselsarbejde, udarbejder sammen med skolen en aktionsplan for trivselsfremme og håndtering af mobning, og vi uddanner centrale medarbejdere til at udvikle og forankre skolens arbejde med trivsel.
Status på skolens trivselsarbejde
Statussen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt alle skolens medarbejdere, involvering af elevrådet, resultater fra den nationale trivselsmåling og skolens politikker og strategier.
Aktionsplan
På baggrund af statussen på skolens trivselsarbejde udarbejder uddannelseskonsulenter fra Skolestyrken i samarbejde med skolen en prioriteret aktionsplan for arbejdet med Skolestyrken.
Læring i og af praksis
Skolestyrken præsenterer skolens pædagogiske medarbejdere for metoder, værktøjer og materialer, der peger ind i den daglige pædagogiske praksis. Inspireret af aktionslæringsmetoden afprøves det i forløb på teamniveau.
Kompetenceløft
Vi efteruddanner ressourcepersoner på skolen i at planlægge, udvikle og forankre arbejdet med Skolestyrken. Og alle skolens lærere og pædagoger bliver opkvalificeret med blandt andet nyeste faglige viden om børns fællesskaber, trivsel og indsatser mod mobning.
Fælles sprog
Skolestyrken hjælper jer med at udvikle et fælles sprog for trivsel og mobning for alle, der arbejder på skolen. Vi integrerer trivselsarbejdet i alle dele af skolens arbejde og styrker den kulturelle og organisatoriske sammenhæng på skolen.
Redskaber til at forebygge og håndtere mobning på mellemtrinnet
Skolestyrken giver metoder og værktøjer til mellemtrinnet, hvor mobning er en særlig stor udfordring. Derudover tilbyder Skolestyrken konkret vejledning og redskaber til at håndtere mobning.
Skolestyrken og dens pædagogiske grundlag er testet, udviklet og tilpasset i samarbejde med skoler fra hele landet og som led i Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnets arbejde. Derudover baserer Skoletyrken sig på erfaringer fra blandt andet Sverige og Australien.